Internationalt samarbejde
Behandlingsrådet er årligt til stede ved flere nationale og internationale konferencer med formålet om aktivt at søge dialog med relevante parter og aktører inden for sundhed, HTA og sundhedsteknologi. Foruden tilstedeværelsen på konferencer i hjem- og udland, er Behandlingsrådet en del af ”Head of HTA Agencies”: en sammenslutning af de europæiske HTA-organisationer, som i fællesskab samarbejder om selve HTA-disciplinen og politisk indhold.
Derudover deltager Behandlingsrådet i et fælles samarbejde med de nordiske lande. Dette fællesskab danner netværk mellem evalueringsinstitutioner i Finland, Norge, Sverige og Danmark, hvilket tillader vidensdeling, kompetenceudveksling og muligheden for samarbejde.
Det stærke samarbejde
Behandlingsrådet er årligt til stede ved flere nationale konferencer og opsøger aktivt dialog ved relevante parter i udlandet. Eksempelvis er Behandlingsrådet blevet optaget i gruppen Head of HTA Agencies og deltager derudover også i det nordiske samarbejde med DEFACTUM fra Danmark samt kollegaer fra Finland, Norge og Sverige – et netværk mellem de nordiske evalueringsinstitutioner, der arbejder med vidensdeling, snitflader og muligheden for samarbejde.
På tværs af landene oplever de forskellige sundhedsvæsener nemlig flere af de samme udfordringer, som der opleves i Danmark – deriblandt manglen på arbejdskraft. Derfor ønsker Behandlingsrådet at udveksle og vidensdele om arbejdet med og evaluering af sundhedsteknologier, som eksempelvis har en arbejdskraftsbesparende effekt.
Behandlingsrådet ser således en helt klar nutidig - og ikke mindst fremtidig - fordel i at have et stærkt netværk og et lige så stærkt samarbejde med andre HTA-organisationer, som handler ud fra sammenlignelige behov set med danske briller.
Ny europæisk lovgivning
I slutningen af 2021 blev der i EU vedtaget en ny lov, HTA-forordningen, som kommer til at have stor indflydelse for fremtidige evalueringer af sundhedsteknologier blandt medlemslandene i EU.
Fra januar 2025 skal der udføres et antal fælleseuropæiske evalueringer af både medicin og medicinsk udstyr, hvor alle EU-medlemslande kan engagere sig i både udvælgelsen af sundhedsteknologi/medicin og rammen for evalueringen heraf. Efterfølgende skal Behandlingsrådet og de andre nationale HTA-organisationer udarbejde en national anbefaling på baggrund af det fælleseuropæiske arbejde. Der skal udarbejdes et endnu uvist antal fælleseuropæiske evalueringer af medicinsk udstyr om året efter 2025.
Foruden den fælles evaluering af sundhedsteknologi, bliver der oprettet en europæisk IT-platform, som muliggør deling af nationale vurderinger af sundhedsteknologi blandt medlemslandene.
Hvert EU-medlemsland kan stille med op til tre repræsentanter i den europæiske koordinationsgruppe, som mødes jævnligt og klargør overgangen til den nye lovgivning mod 2025. Behandlingsrådet direktør, Malene Møller, er en af Danmarks tre repræsentanter. Derudover deltager Medicinrådet og Lægemiddelstyrelsen.
Foruden det forberedende arbejde i EU-regi, foregår der et sideløbende arbejde med at lave en metodisk ramme for de fremtidige fælleseuropæiske evalueringer af sundhedsteknologier. EUnetHTA21, som er et europæisk HTA-samarbejde, står for udarbejdelsen af flere centrale metode- og procesvejledninger, som skal anvendes fra januar 2025. For at overse dette arbejde, er der nedsat en bestyrelse med bred faglig og europæisk repræsentation. Behandlingsrådet er blevet inviteret med i denne bestyrelse.
For Behandlingsrådet er det både positivt og enormt vigtigt at være inviteret med i dette arbejde. I disse år lægges skinnerne til, hvordan det europæiske HTA-arbejde skal være fremover og dermed også, hvordan Behandlingsrådet kommer til at arbejde nationalt.