Gå til hovedindholdet
Michael Dall 030621

Den 24. maj afgav Behandlingsrådet to nye anbefalinger: Det blev til en samlet anbefaling af området for behandlingen af patienter med obstruktiv søvnapnø og et nej til brugen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4 (kræfttumor i hjernen)

Behandlingsrådet afgav på sit møde i maj to nye anbefalinger baseret på henholdsvis evalueringen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4 og analysen af behandling af patienter med obstruktiv søvnapnø. Det blev til et ”anbefaler ikke” til brugen af Optune® og flere anbefalinger af behandlingsmuligheder til patienter med søvnapnø.

- Vi er glade for, at vi kan komme med to grundige anbefalinger, der netop er med til at skabe mere sundhed for pengene. Med anbefalingen af behandlingsmulighederne for søvnapnø leverer vi en omfattende gennemgang af behandlingsmulighederne på området – og en anbefaling af, hvad der skal bruges hvornår, herunder at MAD-bøjle anbefales som et offentligt tilbud til patienter med obstruktiv søvnapnø – og med anbefalingen af brugen af Optune® leverer vi en grundig gennemgang af teknologiens perspektiver. Derfor vil jeg også gerne takke de to fagudvalg, der har leveret det store stykke arbejde, som Behandlingsrådets anbefalinger baserer sig på, siger Michael Dall, formand for Behandlingsrådet. 

Behandling af patienter med obstruktiv søvnapnø
Behandlingsrådet anbefaler et differentieret brug af behandlingstyper for patienter med obstruktiv søvnapnø: For patienter med mild obstruktiv søvnapnø anbefales ingen aktiv behandling, da klinisk evidens ikke understøtter effekten af behandling. For patienter med moderat til svær obstruktiv søvnapnø anbefales behandling med CPAP og MAD-bøjle. For patienter med moderat obstruktiv søvnapnø anbefales derudover positionsbehandling til de patienter, der ikke kan medvirke til CPAP eller MAD. Desuden anbefaler Behandlingsrådet, at patienter med moderat eller svær obstruktiv søvnapnø, og den rette indikation, kan behandles med kirurgi. Enkelte kirurgiske indgreb bør dog kun tilbydes særligt udvalgte patienter. 

- I vores anbefaling lægger vi desuden op til, at Behandlingsrådets anbefaling skal understøttes af en klinisk retningslinje, der skal sikre ens organisering af behandlingsforløb over hele landet. Det, i samspil med denne anbefaling, kan sikre lige adgang til behandling på tværs af landet, effektiv førstevalgsbehandling og dermed et mindre spild af ressourcer og et bedre behandlingsforløb, siger Michael Dall. 

Læs Behandlingsrådets fulde anbefaling vedrørende behandlingen af patienter med obstruktiv søvnapnø her. 

Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4
Behandlingsrådet anbefaler ikke Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4. Evalueringen af denne er lavet på baggrund af en ansøgning fra virksomheden bag teknologien. Anbefalingen kommer på baggrund af flere faktorer, heriblandt begrænset estimeret absolut effekt i relation til patientoverlevelse, påvirkning af patienternes kognitive evner og livskvalitet, samt meget høje omkostninger til behandlingen, der ikke står mål med effekten heraf.

-   Behandlingsrådet har vurderet, at den estimerede effekt af Optune® er noget usikker og ikke står mål med de høje udgifter, der er forbundet med teknologien. Derfor har vi valgt ikke at anbefale brugen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4, siger Michael Dall. 

Læs Behandlingsrådets fulde anbefaling vedrørende brugen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4 her.